Sider

søndag den 6. oktober 2013

Eremitageløbet 2013

Eremitageløbet 2013



Første eremitage løb som løber i min historie. Et gammelt mål fra maj måned, under en paris tur med en veninde, blev nu en realitet. Vi havde egentlig sat målet som nytårsforsat 2011/2012, men måtte erkende under paris turen, at vi vidst havde flere mål der ikke var ført ud i livet.

Et af målene var blandt andet en veninde tur hvert år i foråret, som i 2013 var Paris. 
Der blev indkøbt nye løbesko og medbragt til paris med tanken om at løbetræningen skulle startes i Paris´ gader. Fjollet var det at slæbe skoene med, eftersom de ikke var på en eneste gang. Min stakkels mor havde styrtet ned og hentet skoene om formiddagen hvor vi rejste om eftermiddagen, da jeg var på arbejde, og ikke kunne nå derned inden flyet lettede.  Så meget for en fantastisk mor. 

Løbetræning kom først rigtig i gang i juni måned, og efter kort tids træning fik jeg skinnebensbetændelse og ondt i knæene. Jeg har tidligere løbet, men hvor end jeg helst ikke vil indrømme det, har jeg aldrig løbet mere end 5 km. Min veninde løb derud af med en anden løbepartner, og løb i august måned 9 km. På dette tidspunkt kæmpede jeg stadig med mine 5 km, og voldsomt ondt i benene. Senere i August erkendte jeg mod min stædighed at eremitageløbet 2013 ikke blev en realitet grundet dårlig træning, dumme ben, og manglende mulighed for at nå at restituere ordentligt hvis jeg samtidig skulle kunne løbe 13,3 km 1,5 måned efter. 


Skøn som min veninde er, havde hun selvfølgelig fuld forståelse, selvom hun nu sagtens mente jeg kunne løbe med til oktober. Min løbetræning stoppede i August, og målet om Eremitageløbet var droppet. 

Min mors kæreste Erik løber trofast løbet hvert år, beundringsværdigt i en alder af 65 år. 
14 dage op til løbet ligger han sig desværre syg, og får derfor ikke trænet. Der er nu et nummer i overskud, og han kan ikke løbe. Min veninde presser på, og siger : Tag nu en chance. 
Selvfølgelig skulle det da have chance, 6 oktober hopper jeg i mine løbetights, løbetrøje, og Eriks løbenr. Af stig af sted mod lyngby, til dyrehaven hvor løbet bliver skudt igang. 
Hold da op med biler, politi, kø og alverdens udfordringer på min vej. Min kæreste havde lovet af tage med som opbakning, men var selvfølgelig syg søndag morgen, så her var jeg på vej, og følte mig palle alene i verden. Jeg havde heldigvis aftalt med min veninde og hendes familie at vi mødtes inden løbet. 

Løbet blev skudt igang, og min veninde og jeg løb stille og roligt derud af. 
Vi nåede 3 km hvor jeg tænkte - det går jo meget godt det her. 
Her begyndte min veninde allerede at synes det var hårdt, formentlig skyldtes det at jeg løber en lille smule hurtigere end hende, til trods for at farten var sat ned. Indtil de 7 km pressede jeg godt på for at hun fulgte med, men måtte her opgive, da hun havde for ondt i benene. 

Ved 7 km kunne det bestemt mærkes, men jeg havde her allerede løbet 2 km længere end mit absolutte maks henover sommeren, og med tanken om manglende træning de sidste 1,5 måned var det fedt. 
Min mor og Erik stod og heppede ved 7,5 km, fedt med noget opbakning halvvejs. 
Lige før 10 km løb jeg forbi min venindes far, han havde tabt pusten, og havde brug for en gå pause.
Benene løb derud af, jeg havde godt på fornemmelsen min tid ikke var god, men tanken om at jeg nu havde løbet 10 km gjorde mig helt høj. 

Ved 12 km var jeg ved at være godt brugt, pusten var taget fra mig, men vidste jeg snart var i mål, hvorfor farten blev sat yderligere ned, men løbet blev opretholdt.
Inden jeg havde set mig om var jeg søreme i mål - Tænk engang hvad man ikke kan opnå, hvis man er ved holdende nok. For mig var det helt klart at der er meget psykisk i at løbe, jeg vidste jeg skulle løbe 13,3 km hvorfor jeg ikke kunne begyndte at tænke over det var hårdt ved 5 km. 

Eremitageløbet 2013 var nu gennemført. FEDT!!